En spoleret atomaftale svækker den iranske befolknings kamp!
Trumps forsøg på at spolere atomaftalen med Iran ved bl.a. at trække sig ud af den, går først og fremmest ud over befolkningen. Sanktioner mod landet og evt. de efterfølgende krigstrusler fra USA vil gøre livet endnu mere hårdt for en befolkning, som forsøger at kæmpe mod det islamiske regime i Iran og komme af med det. Disse trusler giver især den mest konservative fløj i regimet mere magt og mulighed for at de fortsætter med den hårde linje mod befolkningen og slår endnu hårdere ned på deres protester.
Det islamiske regime i Iran har altid benyttet sanktioner, krig eller trusler fra andre lande til egen fordel og for at forlænge sin levetid. Omvendt kommer regimet tit i vanskeligheder, når der ikke er udenlandske konflikter og trusler, og da tør befolkningen endnu mere at stille krav om deres rettigheder til regimet. I disse situationer kan regimet ikke bare anvende sin anti-vestlige retorik for at lukke munden på folk. Desuden blusser de interne konflikter i regimet op, hver gang regimet skal forholde sig til de enorme økonomiske og politiske problemer i landet og til presset fra befolkningen. Disse interne konflikter samt folks daglige protester mod manglende rettigheder, korruption og de dårlige økonomiske forhold har allerede været med til at svække regimet. Trump og tilhængere af hans politik påstår, at man kan svække regimet ved sanktioner, som går ud over befolkningen og med trusler om krig. Men i virkeligheden er disse kræfter blot med til at svække den folkelige bevægelse i Iran og i værste fald skabe endnu en endeløs krig i regionen.
Det at overhovedet acceptere en aftale omkring det iranske regimes atomprogram, var i sig selv et nederlag for den magtfulde konservative fløj i regimet. De ville aldrig acceptere en aftale, hvis de ikke var i alvorlige vanskeligheder og i en kæmpemæssig økonomisk krise i landet. Men med en aftale måtte regimet bøje sig, og hver gang regimet bøjer sig over for noget, giver det mere mod til befolkningen, hvor de kommer mere på banen med deres krav. Massedemonstrationer i Iran i sidste december og efterfølgende daglige protester fra forskellige grupper bevidner dette.
Det er alene en stærk folkelig bevægelse mod det iranske regime som kan gøre en ende på et af de mest diktatoriske regimer i verden, uden at det skal ende med kaos og borgerkrig, hvor mange forskellige kræfter med forskellige interesser kan blande sig, som eksempelvis i Syrien. Det er kun den iranske befolkning som med deres kamp kan gøre en ende på et af de regimer, som har været med til at skabe mere usikkerhed i verdenen. Der skal ikke endnu en krig i Mellemøsten til for at skabe sikkerhed i verden! En krig hvor Trump står på den ene side og det islamiske regime på den anden side, og kæmper for deres magt og indflydelse i regionen, på bekostning af millioner menneskers liv og sikkerhed!