Igennem mange års arbejde, først som boligsocial medarbejder i et udsat boligområde og nu som familiekonsulent for nye flygtninge, har jeg ikke mødt ret mange forældre med en anden etnisk baggrund end dansk, som ikke ville sende deres børn i daginstitution.
Eller forældre, som bevidst har valgt en folkeskole eller et gymnasium, hvor der går mange tosprogede elever.
Mange af de nye flygtningeforældres første reaktion, når de hører, at deres børn først skal starte i en modtagerklasse, hvor der ikke er danske elever, er faktisk skuffelse.
De har travlt med, at deres børn skal lære dansk og indhente den skolegang, de har forsømt pga. deres flugt. De er bekymrede for, at deres børn måske ikke kan nå at tage en uddannelse.
Jeg kan ikke genkende den overdrivelse, som regeringen giver udtryk for i sin ghettoplan vedrørende manglende vilje blandt etniske familier til at sende deres børn i daginstitution eller skole.
De seneste statistikker viser også, at op mod 90 procent af efterkommerbørn i 3-4- års alderen og op mod 76 procent af de 1-2- årige går i daginstitutioner.
Men enhver almindelig dansker vil tro, at der nok er tale om, at 90 procent af børnene, ikke går i institutioner, når de hører og læser truslerne i regeringens ghettoplan.
Det er endnu en åbenbar misvisning af virkeligheden for at retfærdiggøre sin hårde retorik mod borgere med anden etnisk baggrund og for en mislykket integrationspolitik.
Den positive udvikling findes i de udsatte boligområder, hvor der er en seriøs social indsats i gang
Mange af de indvandre- eller flygtningefamilier, som havner i ghettoer, har heller ikke haft en reel mulighed for at vælge deres boligplacering.
For eksempel skal de nye flygtninge sige ja til det boligtilbud, som kommunen finder til dem. Og hvis kommunen ikke kan finde andet end en bolig i en ghetto, er der ikke noget at gøre.
Sådan var det også, dengang den nu ældre generation af flygtninge kom til Danmark og måtte bo i en ghetto.
Samtidig har mange indvandrerfamilier heller ikke mulighed for at flytte fra en ghetto, så længe de ikke har råd til det. De, som har været indvandre i Danmark, havde som regel kun en indtægt, da de fik resten af deres familier til Danmark.
Men hvis det lykkedes for konen at få et arbejde, efter hun kom til Danmark, købte de et hus eller en lejlighed og flyttede ud af ghettoen.
Så spørgsmålet er, om mange af de familier, som bor i ghettoer, ikke ville købe deres egen bolig og flytte væk fra ghettoen, hvis de havde råd til det.
Hvor mange af dem har haft et reel valg for at fravælge ghettoen, da de manglede en bolig, vel vidende at chancen for at finde en bolig er større i de udsatte områder end i de velhavende?
Regeringen og de partier, som konkurrerer med hinanden om at overbevise vælgerne om deres handlekraft på udlændingeområdet, fremstiller problemerne på en måde, så det ser ud, som om det omhandler en majoritet af indvandrere og flygtninge, som ikke er villige til at integrere sig.
De fremstiller det, som om de hellere vil samle sig i ghettoer, at de ikke ønsker, at deres børn kan begå sig i det danske samfund, klare sig sprogligt, tage sig en uddannelse og senere få et godt og velbetalt job.
Som om indvandre- og flygtningeforældre ikke bekymrer sig om deres børn, når de får et misbrug, bliver involveret i kriminalitet i teenagealderen, eller når banderne eller de radikale islamiske grupper rekrutterer dem.
Den danske regering er ved at grave endnu dybere kløft mellem borgere med anden etnisk baggrund og danskere
Jeg har set så mange af de forældre, som har været dybt ulykkelige og magtesløse og med en bristet drøm, som de engang havde for deres børn.
Forældre, som bare ville ønske, at nogen kunne hjælpe dem, så de kunne få deres børn på rette vej.
Så lad være med at fremstille de forældre som uhyrer, som ikke vil deres børn det godt, medmindre de bliver truet eller tvunget til det.
Det er et helt forkert og ødelæggende udgangspunkt i arbejdet med de udsatte familier med anden etnisk baggrund, som ikke er i stand til at støtte deres børn og har brug for hjælp og en social indsats.
De er forældre ligesom mange socialt udsatte forældre med dansk baggrund, som kommer til at svigte deres børn, ikke fordi de ønsker det, men fordi de ikke er i stand til at se deres fejl og mangler, og ikke kender til andet end det, som de selv er vokset op med, heriblandt vold, misbrug, psykisk sygdom.
Ja, ghettoer er et problem, og de skal bekæmpes. Og ja, der er nogle enkelte forældre, som forhindrer deres børns integration med vilje. Men langt de fleste ønsker, at det skal lykkes for deres børn at få et godt liv i Danmark. Og de ved godt, at det kræver, at deres børn skal lære dansk, passe skolen og komme videre i
uddannelsessystemet. En stor del af disse forældre gør deres bedste for at støtte deres børn så de kan klare sig.
Men der er også en del af dem, der ikke er i stand til at støtte deres børn og derfor har brug for hjælp. Der kan være mange årsager til deres manglende forældreevne. Blandt andet psykiske problemer, som tit har gjort, at disse forældre har isoleret sig og ikke har lært dansk og dermed ikke har været en del af samfundet.
En isolation, som har ført til, at de enten har holdt mere fast i de gamle traditioner og religionen eller totalt har opgivet deres børn, fordi de igen ikke kan se, hvordan de kan spille deres forældrerolle.
Når man siger, at disse forældre har brug for hjælp, står regeringspartierne og de andre, som synger i det samme kor, i kø for at fortælle, at alle andre muligheder er blevet afprøvet, og at sociale indsatser ikke har løst problemerne, og derfor skal man gå hårdt til værks og anvende trusler og sanktioner mod ghettoborgerne.
Forældrene gik ud fra, at deres børn havde det bedre af at være i institutionen og hos pædagogerne
For det første er denne påstand ikke rigtig. I mange af de udsatte boligområder er der sket en hel del gode og positive udviklinger pga. sociale indsatser og et godt samarbejde mellem boligselskabet, myndighederne og beboerne.
I det udsatte boligområde, hvor jeg tidligere arbejdede, og hvor vi havde en social indsats i samarbejde med andre, heriblandt de frivillige, kom flere og flere unge i gymnasiet, mange af dem fandt et fritidsjob og behøvede ikke længere at se op til de storebrødre, som var involveret i kriminalitet og bander.
Stort set alle børn kom i daginstitutioner. Hvis der var et problem med det, var det ikke, fordi børnene ikke kom i børnehaven eller vuggestuen, men fordi en del af dem blev hentet sent og var i institutionen i alt for mange timer.
Forældrene gik ud fra, at deres børn havde det bedre af at være i institutionen og hos pædagogerne. Hvis disse børn ikke lærte sproget der, var det ikke alene forældrenes skyld, men måske, fordi institutionen havde alt for mange tosprogede, og måske fordi det haltede med sprogstimuleringen pga. manglende ressourcer.
Den positive udvikling findes i de udsatte boligområder, hvor der er en seriøs social indsats i gang.
For det andet har de forskellige regeringer igennem årene ikke været i stand til at løse reelle problemer, f.eks. afskaffelse af ghettoskoler (både folkeskoler og private skoler), en bedre fordeling af tosprogede i daginstitutionerne og på gymnasierne, en reel afskaffelse af arbejdsløshed blandt ghettoborgerne.
En hel del børn bosat i ghettoområder har gået i folkeskolen, men er kommet ud på den anden side uden at kunne læse og skrive ordentligt.
I mange år er de blevet overset, og ingen har opdaget, at de fagligt er så langt bagud, at det har betydet, at mange af dem ikke kunne gennemføre afgangseksamen.
På de skoler og i de boligområder, hvor der har været fokus på denne problematik, har der også været gode resultater. Man kan således ikke beskylde forældrene for en svigt af folkeskolerne og de tosprogede elever.
Man kan ikke straffe dem, fordi deres børn bor i en ghetto og derfor er havnet i den lokale skole, hvor op mod 90 procent af eleverne er tosprogede, og fordi mange ressourcestærke forældre, både med dansk og anden etnisk baggrund, fravælger disse skoler. Forældre til børn, der går på disse ghettoskoler, har i hvert fald valgt en folkeskole frem for en etnisk og religiøs skole.
Man må gå ud fra, at på folkeskoler er der bedre mulighed for myndighederne i forhold til at samarbejde med forældrene og stille rimelige krav til dem i stedet for at true dem med at trække et beløb fra deres i forvejen lille ydelse, når børnene f.eks. har fravær.
Denne form for sanktioner er blot med til at øge frustrationerne hos de i forvejen frustrerede udsatte familier og lukker enhver mulighed for et samarbejde, som vil gavne børnene.
Desuden tvinger man måske flere forældre til at vælge de etniske og religiøse skoler, når de føler sig forfulgt.
Og så vil skaden kun blive endnu større, når flere børn bliver sendt til de etniske og religiøse skoler, da børn på disse skoler bliver totalt isoleret fra resten af samfundet og opdrages efter de ældgamle religiøse normer og værdier i stedet for en undervisning baseret på videnskab, åbenhed, nysgerrighed og respekt for
mangfoldighed.
Men fordi ethvert krav om afskaffelse af religiøse skoler for børn også vil ramme alle andre religiøse grupper end muslimer, vil politikerne ikke forholde sig til det, vel vidende at det er et grundlæggende problem her i Danmark, at der ikke er adskillelse mellem religion og undervisning for børn.
Børn har ikke en religion og har aldrig tilsluttet sig en religiøs gruppe eller sekt. Det er et alvorligt problem, når det er tilladt at oprette religiøse skoler, hvor børn bliver isoleret og opdrages efter de gamle religiøse værdier. For tosprogede børn, som går på de religiøse skoler, betyder det desuden en totalskade på deres
integrationsevne.
Et andet eksempel på en mislykket politik i ghettoområderne er at skaffe et reelt job til de mennesker, som gerne vil arbejde, men ikke kan finde et.
Jeg husker dengang, da 225-timers reglen om kontanthjælpsloftet blev indført. Mange af de arbejdsløse beboere, som jeg kendte i det boligområde, hvor jeg arbejdede, var desperate efter at finde et job, men kunne ikke finde et. De skulle konkurrere med alle de andre, som var meget bedre til dansk og havde
enten arbejdserfaringer eller en uddannelse. En næsten umulig mission for mange af dem.
Og jobcentret piskede dem og sendte trusselsbreve om fratagelse af deres kontanthjælp i stedet for at hjælpe dem med at finde et arbejde eller hjælpe dem med at opkvalificere sig.
Langt de fleste af dem, som tog imod et praktikforløb i håb om at få et rigtigt job bagefter, måtte opleve den ene skuffelse efter den anden, da de aldrig fik tilbud om et reelt job.
Mange af dem mistede troen på, at de nogensinde ville få et job, hvilket påvirkede deres motivation. Det samme oplever langt de fleste af de nye flygtninge i dag.
Mange af de flygtninge, som inderligt ønsker at have et arbejde, dels fordi de lever i fattigdom pga. den lave integrationsydelse, dels fordi mange af dem, især mænd, har været vant til at arbejde og klare sig selv, bliver sendt fra det ene praktikforløb til det andet, uden at det fører til et reelt job.
Dette sker, imens regeringen og de partier, som går ind for hård kurs mod udlændinge, diskuterer, hvordan de ellers skal gøre livet surt for dem, så de siger ja til et job.
Samtidig har de samme politikere travlt med at bilde den danske befolkning ind, at disse mennesker kun vil tage imod et arbejde, hvis de bliver truet med sanktioner og straf.
Der er ikke ret mange af disse politikere, der taler om, hvordan man kan skaffe rigtige jobs til de mennesker, og hvordan man kan hjælpe dem med at blive kvalificeret til det danske arbejdsmarked, så de reelt får mulighed for at tage imod et job.
Den danske regering er ved at grave endnu dybere kløft mellem borgere med anden etnisk baggrund og danskere ved endnu en gang at fremstille borgere med anden etnisk baggrund, og især dem, der uvilligt bor i disse ghettoer, som følelsesløse, ligeglade og uduelige uhyrer, som er onde mod deres børn og derfor
skal straffes, trues og sanktioneres!
De skal jages ud af ghettoerne uden at give dem et reelt alternativ og alene ved at håne dem, lave særregler for dem og pakke det ind som en løsning på afskaffelse af ghettoer.
Regeringens ghettoplan udstiller blot hykleriet i udlændingepolitikken og den usympatiske populisme, som flertallet af politikerne desværre har valgt at gå efter for at score stemmer.