Slør og kvinderettighederne

AF: Nahid Riazi, kvindesagsaktivist, Socialpædagog

I 70erne var der stadigvæk en del af kvinder i Iran, som gik med chadoor ( et styk stof, der dækker både håret og hele kroppen). Min mor var en af dem. Hun gjorde det, fordi hun kom fra en traditionel landsby familie. Hun havde altid, og siden hun var 9-10 år gammel, fået besked på at dække sig foran fremmede mennesker. Men jeg kan tydelig huske de mange utildækkede kvinder, som den gang gik i korte nederdel eller med moderne bukser på gaderne. Mine store søstre, som i starten og pga. traditionerne gik med tørklæde, smed deres tørklæder væk da de nåede teenagealderen. De fulgte også med moden.

Men den moderne påklædning betød alt andet end at følge med moden. Samtidig med at kvinder smed deres tørklæder væk kom de mere og mere ude af deres hjem. Flere af dem begyndte at tage en uddannede eller arbejde. Det betød så, at de fik mere frihed, højre status og bedre muligheder og flere rettigheder. Kvindernes ny status var dels pga. samfunds økonomiske udvikling og dels som resultatet af konfrontationerne mellem de progressive / sekulære kræfter og de konservative /religiøse kræfter.

Da Khomeini kom til magten i Iran i 1979, var en af hans første missioner det at tvinge kvinder til at dække sig og rette sig efter de islamiske love og regler. Det var ikke en nem opgave for det islamiske regime at få kvinder til at gå med noget, som de en gang havde smidt væk for at løsrive sig fra de religiøse normer, som fastholdt dem i deres underordnede rolle. Kvinder blev stukket med kniv på åbne gade, deres ansigter blev brændt med syr og de blev straffet med piskeslag for at ikke overholde de islamiske regler. Men stadigvæk i dag og I snart 30 år har regimet i Iran været i slagsmål med kvinder, som på den ene eller anden måde overtræder loven om den islamiske påklædning. De samme kvinder har insisteret på deres rettigheder og kæmper hver eneste dag for at opnå dem.

I Afghanistan og før islamisterne overtog magten var kvindelige lærere, læger, piloter og politikere ikke nogen sjældne syn. Men efter islamisternes magtovertagelse blev kvinderne tvunget til at opgive deres positioner, blive hjemme og dække sig med burker. Selv små piger blev frataget retten til at gå i skole eller vise sig offentligt.

Andre steder i mellemøsten og de arabiske lande, hvor den islamiske bevægelse kunne skabe sig indflydelse blev kvinder tvunget til at dække sig med slør og lange dragter for at slippe for trusler og pres.

Et ensidigt billede af mellemøstlige kvinder

Billedet af en mellemøstlig eller arabisk kvinde bliver i dag udelukkende dannet med en muslimsk identitet. Der er få medier, historikere eller politikere i de vestlige lande, der overhovedet husker eller nævner de kvinder, som i 70erne i mellemøsten og i en hel del af de arabiske lande var godt på vej til at løsrive sig fra de ældgamle og religiøse normer og kultur. Der er få, der nævner, hvordan kvinder i 70erne smed efterhånden deres chadoor og tørklæder, som var en forhindring for deres frigørelse, væk og med det smed de de gamle og religiøse traditioner væk. Når man taler om de mellemøstlige kvinder og ”deres kultur”, glemmer man det, at de kvinder var godt på vej til at gøre op med den gamle kultur og skabe sig en ny kultur.

Kvinder i mellemøsten bliver betragtet i dag mere som ”muslimer” end kvinder med et ønske om frihed og ligestilling. I dag bliver kvindernes kamp og krav i mellemøsten glemt til fordel for islamisternes kamp. Man har ikke set eller fokuseret på den anden side af sagen, nemlig flere millioner kvinders kamp mod islamisering, tvangstilsløring og køns apartheid. Derfor bliver tørklæde diskussionen i bl.a. Danmark kun en diskussion om ”muslimske” kvinders ”ret” og ikke en diskussion om tørklædets betydning og rolle i kvindekampen og kvindefrigørelse, både her og i mellemøsten og de arabiske lande.

Billedet af den mellemøstlige kvinde bliver i dag tegnet af de islamiske kvinder, som bruger tørklædet som et symbol på deres islamiske bevægelse og dens ideologi. En bevægelse, som i dag har tvunget mange kvinder til at gå med slør og opgive deres frihed. Hvis det ikke var pga. den islamiske bevægelse og det pres, som den bevægelse har lagt på mange af de mellemøstlige og arabiske samfund, var disse samfund faktisk på vej til en mere modernisering og sekularisering og dermed flere verdslige love omkring kvinder og deres rettigheder. Men denne proces blev skubbet tilbage efter Islamisterne for første gang fik magten i Iran og derefter udbredte deres magt i mellemøsten.

Slør og kvinderettigheder

Alle de steder i mellemøsten, hvor kvinder har opnået en vis grad af deres frihed og frigørelse har religionen og de religiøse symboler, heriblandt tørklæde fået en betydelig mindre rolle i samfundet. Men på de steder, hvor kvindernes frihed og frigørelse er begrænset har religionen og dens symboler mere plads og status. Tørklæde har været et redskab for de religiøse kræfter at begrænse kvindefrigørelse og kvindefrihed.

Uanset om en kvinde føler sig undertrykt eller ej og uanset om hun bevist vælger at bære tørklæde eller gør det fordi traditionerne har dikteret det til hende, er tildækning af kvinder et religiøst påbud og ikke kvindernes frie valg. Dette påbud samt mange andre love og regler omkring kvinder og deres status danner grundlaget for det islamiske kvindesyn. Tilsløring af kvinder skal ses i sammenhæng med den priviligering, som islam anerkender for mænd, heriblandt at anse mænd som de fornuftige og beslutsomme partner i ægteskabet, give dem ret til at have flere koner eller have ensidige ret til skilsmisse og forældremyndighed. Slør har været en uadskillelig del af det undertrykkende kvindesyn i en patriarkalsk og mandschauvinistisk religion. Man skal ikke undervurdere tørklædets rolle og sammenligne det med enhver anden påklædning. På samme måde som man ikke kan sammenligne nonnedragter og jødiske kalotter med enhver hat og dragt. Både nonner og jøder går med disse påklædninger pga. deres religioner og ikke fordi de har valgt det som de vælger deres undertøj.

Men slør har i dag også fået en symbolsk betydning for den islamiske politiske bevægelse. Enten med tvang eller med propaganda har islamisterne kunnet i dag få en del af kvinder til at bære slør . Selv indvandremiljøer i Europa er blevet påvirket af de islamistiske gruppers stigende indflydelse på disse miljøer. Både krigen i Irak og Palæstina - Israel konfliktet har gjort den islamiske bevægelse stærkt og deres modbydelige kamp retfærdigt.

I dag bære islamiske kvinder slør for at markere religionen. Der er forskelle mellem disse kvinder og de kvinder, som bærer slør pga. traditionerne. Den sidstnævnte gruppe bærer ikke slør for at manifestere noget, men fordi de er blevet opdraget til at gå med slør. De har aldrig haft et valg. Men uanset hvad årsagerne til kvindernes tildækning er, mister slør ikke sin rolle som et undertrykkende symbol og redskab. Uanset hvor meget de islamiske kvinder finder sløret som deres frihed ændres der ikke på hele grundlaget for tildækning af kvindekønnet og at tildækning af kvinder er en led af hele det kvindesyn, der findes i den patriarkalske og mandschauvinistisk religion.

Der er brug for kvindekampen

Jævnlig kamp imod de kulturelle og religiøse tabuer, undertrykkende symboler , og alle de gamle kvindebegrænsende normer og bestemmelser er en vigtig del af kvindefrigørelsen og dermed kvindekampen. Kvindebevægelsen i vesten tog i sin tid disse kampe op. Takket være denne bevægelse, at kvinder i dag har opnået mange bemærkelsesværdige rettigheder i de vestlige lande.

Men kvindernes forhold i Mellemøsten og de arabiske lande og det store pres, som kvinder og deres rettigheder har været udsat for i disse lande har været med til at begrænse kvindebevægelses forventninger og visioner i vesten. Det total barske og umenneskelige forhold i de mellemøstlige og arabiske lande kan brugs imod kvindekampen i vesten. Nødvendigheden af kvindekampen kan derfor undervurderes i dag. Kvindebevægelsen kan formindske sine forventninger og begrænse sine visioner. Kampen for flere rettigheder kan betragtes som en ” luksuskamp” i forhold til de massive problemer, som kvinder i mellemøsten eller indvandrerkvinder i vesten slås med.

Men kvindekampen skal fortsætte. Ikke alene for at beskytte og forsvare de nuværende rettigheder, men også for at opnå flere rettigheder og bedre forhold.

Kvindebevægelsen i de vestlige lande skal også være et håb og et lyspunkt for kvinderne og deres frigørelse i mellemøsten og de arabiske lande. Men denne bevægelse er i dag meget forsigtig og påpasselig og dens visioner i forhold til kvinder fra andre lande og med andre kultur er blevet meget snævret. I nogle tilfælde har man forvekslet kampen for kvindefrigørelse med kampen for retten til at nogle religiøse grupper, herunder kvinder, kan praktisere de patriarkalske og mandschauvinistiske normer og kultur. Det er som om religion og de religiøse symboler har mistet deres rolle som en forhindring for kvindernes frigørelse, når det gælder andre kultur og religioner.

Men en gang i mellem ser det ud til som om kvindebevægelsen som eller skal holde fast ved kvindernes frigørelse af de kulturelle og religiøse dogmer kommer de religiøse kræfter i undsætning.

Kvindebevægelsen skal holde fast ved sine oprindelige idealer og visioner og komme ikke i kompromis med noget omkring de værdier, som den en gang kæmpede for. Det skal den, fordi kvinderettighederne er universale og det er kvindebevægelsen også!